Tilbage - Programmering - Tegneserier - Tegninger - Sjov - Baggrundsbilleder - Jakob - Forsiden - send mail til mig

Rollespil Allan, Carsten, Kenneth, Gus og Mikael (og mig bag kameraet) spiller D&D hos Allan
Sådan fungerer et rollespil - en gruppe mennesker der sidder omkring et bord og sammen væver en historie.
Der er også folk der tager ud i naturen og spiller rollespil. Det kaldes bl.a. "Live Role Acting". Det har jeg nu aldrig prøvet, men skulle du have lyst, så har jeg en en side om at lave skumvåben til den type rollespil.

Jeg har spillet rollespil siden jeg var 12 år gammel. Jeg lærte det i Amerika, mens jeg gik i 6. klasse derovre. Jeg købte Dungeons & Dragons begyndersættet (se den røde æske) for mine egne penge, og gennemgik et "du-er-helten" eventyr i regelbogen. Sådan lærte jeg reglerne. Siden da har spillet haft sin rennaisance i min efterskoletid, hvor jeg blandt andet lærte min gøglerkammerat Kenneth at kende gennem rollespilleriet.

Et rollespil er et spil hvor en gruppe mennesker påtager sig hver sin person i et imaginært univers, og samarbejder om at lave en historie som alle finder underholdende. Oftest er der en deltager som er spil-leder, og som bestemmer hvordan den fælles fantasiverden reagerer på spillernes handlinger. De andre spiller en person hver, som de selv vælger personlighed og baggrundshistorie til, og forsøger at gøre så livagtig som mulig.
Der er mange forskellige typer rollespil. De mest populære foregår i en fantasy, Science fiction, eller Gothic verden.


Her er et eksempel
Fire mennesker har bestemt sig for at ville spille rollespil hver tirsdag aften. De tre af personerne spiller personer som lever i en lille middelalderlig landsby. Landsbyen har spil-lederen tegnet en skitse over, og beskrevet den for spillerne, så de hver kan danne sig et billede af den. Spil-lederen har også gjort sig nogle tanker over hvad spillerne skal udsættes for af eventyr, farer eller gåder den aften.
De tre spillere har hver lavet sig en person. De fysiske og psykiske attributter er bestemt tilfældigt ved terningeslag, men persontypen og baggrunden er valgt af spillerne.

  • Anders har lavet sig en kriger - Asbjørn, smedens søn. Asbjørn er kraftigt bygget, med rødmossede kinder, tjavset hår og et evigt smil på munden. Han vil gerne ud og opleve noget eventyr, og finde en velegnet by at slå sig ned som smed.
  • Birte har lavet sig en præst - Nazira, købmandens søn der tidligt kom i præstelære, og nu vil ud og omvende verden.
  • Christian har lavet sig en tyv, Ossar som er forældreløs og er vokset op som stalddreng hos smeden.

Spillederen bestemmer at Ossar og Asbjørn kender hinanden fra barndommen af, og de lært Nazira at kende for nylig da de alle var til marked i nabobyen.
Spillederen "Det er morgen, den dag I har besluttet jer for at tage på eventyr. I er som aftalt mødt ved gadekæret en time tidligere end I har fortalt jeres forældre, så I kunne slippe for alt det tuderi."
Ossar "Ja - det bliver hurtigt for meget af det gode." (smiler) "Vi går østpå, ud af den lille skovhuggersti, og hvis vi ser andre fra byen ude på dette tidspunkt, så gemmer vi os"
Spillederen I vil gerne afsted uset?
Nazira "ja, ellers sætter min far efter mig, han ville ikke give mig lov til at gå på eventyr." "Han mente ikke det var en værdig beskæftigelse for en kommende præst".
Spillederen "I slipper ud ad skovhuggerstien uden at møde nogen, og efter en halv times gang, så kommer I til forgreningen i vejen." "Vil I mod Nordskoven, eller fortsætter I mod Store Sø?"
Asbjørn "Vi snakkede jo om at der nok var mest spændende i Nordskoven - for der kommer almindelige mennesker jo helst ikke".
Nazira "Enig ... mod Nordskoven!"
Spillederen "I har gået i godt en times tid langs stien. I kan se at den ikke har været brugt længe. Solen er så småt begyndt at trænge gennem det tykke bladhang, da I pludselig hører et kvindeskrig inde fra en dunkel og tætbevokset del af skoven - hvad gør I?"
Asbjørn "Jeg tager min skovhuggerøkse op af bæltet og stormer forrest hen mod lyden"
Nazira "Jeg sender en hurtig bøn til Sankt Inratio, de modiges beskytter, og følger efter Asbjørn"
Ossar "Jeg trækker mine to kasteknive ud af bæltet, og lunter langsomt og så lydløst som mulgt efter de to, men bliver cirka 10 meter bagved og i ly af buskadset."
Spillederen "Asbjørn er den første der kommer ind i lysningen. Du ser et menneskelignende væsen stå med en krumsabel i hånden, skrævende over en kvindeskikkelse som ligger på maven i en rød pøl." "Cirka 5 meter foran væsenet står en kæmpehund. Idet du springer ind i lysningen vender den sig om og gør højlydt".
Asbjørn "Jeg springer frem mod hunden og angriber den med øksen."
Spillederen "Okay - slå for initiativ"
Både Anders og Spillederen slår en terning for at se hvem der angriber først.
Spillederen "Hunden er desværre hurtigere end dig - så den bider efter dig" (slår en terning) "...og den rammer!"
"Hunden bider dig i låret for ..." (slår en terning) "... 3 points skade - det er et bid midt på låret."
"Så er det din tur".
Asbjørn "Jeg svinger øksen" (slår en terning) "...og rammer!" (slår en terning) " 8 points! ... plus styrkebonus ... det bliver 10 points skade"
Spillederen "Hunden giver et enkelt piv fra sig og krøller sammen. Du har næsten delt den i to med dit kæmpeslag"
Nazira "Hvad med mig - er jeg kommet frem til lysningen?"
Spillederen "Ja. Der sker to ting nu. Samtidig med at Nazira pustende springer gennem løvet og ud i lysningen hæver væsenet ved kvinden sin sabel og løber hen mod jer mens det udstøder et grumt krigsbrøl!".
Nazira "Jeg sætter mig på hug bag Asbjørn, siger 'tag ham!' og går igang med en beskyttelsesbesværgelse som skal virke på Asbjørn"
Spilleder "Væsenet er henne hos dig Asbjørn i 4 spring og svinger vældigt med sværdet. Vi skal se hvem der vinder initiativet." (Slår en terning)
...
Efter en drabelig kamp får de tre venner slået væsenet ihjel og løber hen til kvinden for at se om hun stadig er levende.
Eventyret er begyndt!


Sådan cirka kunne ti minutter af en rollespils aften foregå. Det kunne være med andre eller flere personer og universet kunne være et helt andet, men princippet er godt nok


Jeg får kun spillet rollespil et par gange om året efterhånden, men når vi så spiller, så tager vi en hel weekend ud af kalenderen.

Tilbage - Programmering - Tegneserier - Tegninger - Sjov - Baggrundsbilleder - Jakob - Forsiden - send mail til mig