TILBAGE

Koen er et husdyr... men den kommer også udenfor huset og den lever navnligt på landet. Men den kommer også ind til byen, men det er kun når den skal dø... men det bestemmer den ikke selv.
Koen har syv sider... den øverste side...den nederste side...den forreste side...den bagerste side...den ene side... den anden side og den indvendige side.
På den forreste side sidder hovedet og det har den kun for at hornene skal have noget at sidde fast på.
Hornene er af horn og de er kun til pynt, da de ikke kan bevæge sig - men det kan ørerne. De sidder lige bag hornene.
Koen ser ud af to huller foran på hovedet, de hedder KO-øjer. Koens mund hedder mule...det er fordi den siger MUHH... På den ene bagerste side sidder halen...den bruger den til at jage fluerne væk med, så de ikke falder i mælken og drukner.
På den øverste side og på den ene side og på den anden side er der kun hår...de hedder KO-hår og de har altid samme farve som koen.
Den nederste side af koener den vigtigste, for der hænger mælken, og når malkepigen lukker op for hanerne, løber mælken ud. Når det tordner bliver mælken sur...men hvordan den bliver det, har jeg ikke lært endnu.
Koen har fire ben, de hedder KO-ben og de kan bruges til at trække søm op med...Koen spiser ikke ret meget, men når den gør det, spiser den altid to gange, de fede køer laver tykmælk og når koen har dårlig mave, laver den ost - og i osten er der huller, men hvordan den laver huller, det har jeg ikke lært endnu. Koen har en god lugtesans...den kan lugte langt...Koens hvalpe hedder kalve. Kalvens far hedder okse og det gør koens mand også.
Oksen laver ikke noget mælk, og er derfor ikke noget pattedyr.
Den almindelige ko-sygdom hedder KO-lera og hvis det er en hun-ko der har det, hedder det KO-lorine.
Mændene der fanger køerne hedder KO-fangere og hans medhjælper hedder KO-llega.
Når der er mere end otte køer samlet, hedder det KO-loni.
Nogle køer graver sig ned i jorden...De hedder grav-køer, men de lever mest i byerne.
Koen kan også lave KO-kager, men dem har jeg ikke smagt endnu. Når koen bliver gammel, dør den og så bliver den slagtet og så hælder man mælken i papkartoner som man så kan købe hos købmanden. Koens fire ben bliver sendt hen til en snedker som bruger dem til KO-mmoder...den får somregl samme farve som koen.
Man kan godt se at koen er et nyttigt dyr, og derfor holder jeg så meget af den.

Min lærer roste min stil meget. Hun sagde at hun aldrig havde set noget lignende.

TILBAGE