Lektion 1

[ I hvilket vi lærer om: PRINT, LOCATE og CLS]


En forudsætning for at lave et program nogen gider bruge er at det kan kommunikere med brugeren. Det kan man gøre med lyd, billeder - eller som vi vil starte med: tekst.

For at få QBASIC til at skrive noget på skærmen bruger du kommandoen PRINT. Du behøver ikke skrive det med store bogstaver - QBASIC laver selv alle kommandoer om til kapitæler (store bogstaver) så du lettere kan overskue programmet.

Du kan jo prøve med følgende programstump:

PRINT 5
PRINT 2+3
PRINT 8-3
PRINT 10/2
PRINT 2.5 *2

Det skulle gerne resultere i følgende skrivelse på skærmen:

5
5
5
5
5

Fordi: PRINT skriver resultatet af det der står efter, og 5 er 5, 2 plus 3 er fem, 8 minus 3 er fem, 10 divideret med 2 er fem, og 2,5 gange 2 er fem. Jeg har alle disse eksempler med for at du kan se hvordan man skriver regnearterne: dividere er skråstreg, gange er asterisk (*). Du kan også se, at vi skriver komma med punktum (de amerikanere altså!).


TIP: Du kan skrive et spørgsmålstegn i stedet for PRINT - så laver QBASIC det selv om!


Du kan også få QBASIC til at skrive tekst. Al tekst skal i anførselstegn:

PRINT "Hej"
PRINT "med"
PRINT "dig!"
PRINT
PRINT "Farvel"

Så ser skærmen sådan ud.

Hej
med
dig!

Farvel

Som du kan se så laver en PRINT uden noget efter, en blank linie.

Hvis du skriver et semikolon " ; " efter det der skal printes på skærmen, så bliver "skrivehovedet" efter teksten i stedet for at hoppe ned på næste linie automatisk. For eksempel vil denne stump kode:

PRINT "Hej";
PRINT "med";
PRINT "dig!";
PRINT "Farvel"

se sådan ud på skærmen:

Hejmeddig!Farvel

 

 

Der er muligvis noget tekst tilbage på skærmen fra da vi lavede tal ovenfor. Derfor skriver vi øverst i billedet: CLS. Det er en forkortelse for "CLear Screen" altså rens skærmen. CLS fylder hele skærmen op med mellemrumstegn for os - og gør på den måde rent bord.

CLS
PRINT "Hej"
PRINT "med"
PRINT "dig!"
PRINT
PRINT "Farvel"

Det er god praksis altid at starte programmet med at rense skærmen - så der ikke står DOS kommandoer eller andre uvedkommende ting på skærmen.


Men hvad nu hvis vi vil placere noget tekst yderst til højre i skærmen? Vi kunne gøre det sådan:

PRINT " Hej"

På den måde ville alle mellemrummerne blive skrevet med. Men hvis der stod noget tekst før 'Hej' på den linie i forvejen ville mellemrummerne overskrive dem.

Der er en bedre metode - med LOCATE kommandoen.

CLS
LOCATE 5, 70
PRINT "Hej"

LOCATE placerer computerens "skrivehoved" et antal linier nede og et antal bogstaver ude. På den måde så skriver ovenstående programstump "Hej" 5 linier nede og 70 tegn ude:

  Hej

Med den skærm vi nu anvender er der 25 linier og 80 tegn.


TILBAGE - TAK!