Lektion 3

[ I hvilket vi lærer om: talvariabler]


Noget grundlæggende i al programmering er anvendelsen af variabler. En variabel er (som navnet antyder) et tal der kan have forskellige værdier. Du kender det måske fra matematik hvor du kan få opgaven
Y = X + 4
Her er både X og Y variabler, for de kan være hvad som helst, men 4 er ikke en variabel - den er en konstant, for den kan vi ikke ændre,
4 vil altid være 4.

Hvis man vil give en variabel en værdi så skriver man:

Variabelnavn = værdi

Feks.:

Pi = 3.14
Rumfang = 30
Pris = 2000

Variabler kan indeholde bogstaverne A - Z og desværre ikke Æ,Ø,Å.

Så snart man har givet en variabel en værdi - så opfatter computeren variabelnavnet som den værdi. Derfor kan man skrive sådan:

CLS
A = 10
B = 20
C = A + B
PRINT C

Hvad ville der stå på skærmen efter ovenstående program?

30


Lad os antage at vi har skrevet følgende lille programstump:

CLS
PRINT "Købspris: Kr. 150"
PRINT "Salgspris: Kr. 400"
PRINT "Fortjeneste: Kr. 250"

Hvis vi havde lavet programmet på ovenstående måde ville vi være nødt til at ændre det hver gang priserne ændrede sig.

Havde vi derimod skrevet det med variabler, så kunne vi nøjes med at ændre variabelværdierne:

KoebsPris = 150
SalgsPris = 400

CLS

PRINT "Købspris: Kr. "; KoebsPris
PRINT "Salgspris: Kr. "; SalgsPris

Fortjeneste = SalgsPris - KoebsPris

PRINT "Fortjeneste: Kr. "; Fortjeneste

Dette vil resultere i følgende skærmbillede:
(Læg mærke til semikolonet efter teksten, der sørger for at variablen skrives lige bag ved i stedet for på næste linie.)

Købspris: Kr. 150
Salgspris: Kr. 400
Fortjeneste: Kr. 250

Det er tit en god ide at have anvendt variabler i sin programmering, både fordi det gør kildekoden (programteksten) lettere at læse og forstå, men også fordi det er hurtigere at ændre programmets funktion med variabler som du kunne se i eksemplet ovenfor. Det gør ikke så meget når programmet ikke er længere, men skal man ændre flere hundrede tilfælde af den samme tekst, så er variabelnavne en stor hjælp.

Derfor - gør det til en vane fra starten af, at:

  • Anvende variabler som tal, i vid udstrækning
  • Anvende variabelnavne der er forklarende

Du kunne prøve at gå tilbage til lektion 2 og ændre lidt i programmet der skriver med farvet tekst på skærmen, så farverne står som variabelnavne i stedet for tal.


TILBAGE - TAK!